Intelligente Datadrevne Produktionssystemer (INTELLISYS)

Senest opdateret d. 14/1-2019
Teknologisk Institut
Resultatkontrakt 2019-2020 under temaerne Informations- og Kommunikationsteknologi og Produktionsteknologi
Rasmus Hasle
Faglig leder, ph.d.

INTELLISYS viser danske små og mellemstore produktionsvirksomheder, hvor og hvordan intelligente og datadrevene produktionssystemer kan udnytte data til at gøre virksomheden mere effektiv og konkurrencedygtig, bl.a. via af kunstig intelligens (AI).

Danske produktionsvirksomheder er under et konstant, internationalt konkurrencepres, der kræver en hurtig reaktionsevne og adoption af nye teknologier samt en løbende udvikling og tilpasning af forretningen for at forblive konkurrencedygtige på det globale marked. Industri 4.0 (I4.0), i sin helhed, har længe været anset som løsningen på disse udfordringer, dog uden at der er fremkommet konkrete løsninger til de mange danske SMV’er. Denne aktivitetsplan fokuserer på et delområde af I4.0, nemlig hvordan man leverer konkrete teknologisk funderede løsninger til realisering og udbredelse af intelligente og datadrevene produktionssystemer henvendt til det danske SMV segment.
For at sikre de danske produktionsvirksomheders konkurrenceevne, både i Danmark og på det globale marked, er der et behov for at anvende intelligent datadreven produktion, eksempelvis i form af automatisk at overvåge, styre og optimere produktionen ved hjælp af realtidsdata. Dette giver konkrete muligheder for at få systematisk og faktabaseret indsigt i produktionen, og dermed mulighed for at understøtte af bedre og hurtigere beslutninger, samt for at udnytte data i nye digitale services og digitale forretningsmodeller.
For at implementere og anvende kost-effektive intelligente produktionssystemer hos danske virksomheder kræves det at der arbejdes med en række teknologier, som eksempelvis Kunstig Intelligens (AI), Additive Manufacturing (AM) og Digitale Tvillinger. Flere af de nødvendige teknologier er tilgængelige allerede i dag, men muligheden for at kunne bruge de forskellige teknologier sammen (eller mangel på samme) samt den aktuelle prissætning gør at rentabiliteten for langt størstedelen af de danske virksomheder forsvinder, og derfor er antallet af egentlige intelligente produktionsanlæg begrænset. En aktuel analyse viser eksempelvis at AM og AI kun anvendes af hhv. 3% og 6% af danske fremstillingsvirksomheder .
INTELLISYS tager derfor udgangspunkt i fire fokusområder, som tilsammen er helt centrale for intelligent datadreven produktion, inden for hvilke der vil blive udviklet nye teknologiske serviceydelser, der fremmer og understøtter anvendelsen af intelligente og datadrevene produktionssystemer i danske små og mellemstore produktionsvirksomheder:
1. Digitale Tvillinger
2. Intelligent proceskontrol og dynamisk kvalitetskontrol
3. Asset management og monitorering
4. Digitale forretningsmodeller og datadrevne services
En af årsagerne til at antallet af egentlige intelligente produktionssystemer i Danmark er begrænset, er at implementering heraf , er meget omkostningskrævende at igangsætte. Dette skyldes hovedsageligt, at det for mange virksomheder er meget ressourcekrævende først at identificere den relevante teknologi, og senere bringe den praktisk i anvendelse – i særdeleshed for SMV’erne. Dette understreger netop vigtigheden i skabe overblik over teknologi, potentiale og perspektiv hos de enkelte produktionsvirksomheder.
Derfor fokuserer aktivitetsplanen på at gøre leverandører i stand til at kunne levere relevante teknologikomponenter og systemer, primært til danske SMV’er, samtidig med at produktionsvirksomhederne opkvalificeres gennem kurser, workshops og eksemplificeret anvendelse af banebrydende intelligent teknologi. Dette gøres bl.a. ved at opbygge et I4.0 demonstrations- og testlab, der muliggør praktisk eksperimentering og konkret teknologi test med fokus på reel anvendelse i industrien. Tilsammen sikre dette et bredt kompetenceløft i den danske produktionsindustri.
Aktivitetens primære målgruppe er systemintegratorer (SI) og teknologileverandører som mangler specifikke kompetencer til at kunne levere højteknologiske produkter og services til SMV’erne. Den sekundære målgruppe er fremstillingsindustrien der har et behov for større viden ift. effektiv anvendelse af, og positive gevinster fra, tilgængelige højteknologiske komponenter. Herigennem kan de forbedre deres forretningsgrundlag via intelligente og datadrevene produktionssystemer.

Budget:
2019: 2.880.000 kr.
2020: 2.880.000 kr.

Baseret på aktivitetsforslag:  Intelligente Datadrevne Produktionssystemer (INTELLISYS)

Nøgleord