Brugeradfærdspåvirkning, bevidstgørelse af energiforbrug og miljøpåvirkning

Senest opdateret d. 20/4-2009
Resultatkontrakt 2010-2012 under temaerne Klima og miljø

Adfærdspåvirkning af brugerne er et vigtigt element til at få anvendt teknologiske metoder til energistyring og energieffektivisering. Erfaringen viser, at brugerne (udover teknologi, holdning, tilgængelig rådgivning, nem implementering og drift samt synlig effekt) har brug for yderligere incitamenter til at gennemføre energibesparelser. Disse kan f.eks. bestå i økonomisk gevinst, bedre komfort og smart og trendy udstyr/design. Området er centralt for små og mellemstore virksomheder, der kan designe ”lækre” og komfortforøgende indpakninger til IKT-grænseflader, som kan få forbrugerne til at anvende smart teknologi til energieffektivisering.

Der vil blive udviklet teknologi, der understøtter brugergrænseflader til energistyring, f.eks. fjernsyn med indbygget hjemmekontrol, der orienterer om energiforbruget til TV, mobilen m.v.; paneler, der som trafiklys med farver signalerer hvilket energiniveau, man forbruger på; et ”Energy Eye”, som fra centralt hold overvåger energiforbruget og kan fjernstyres ved hjælp af stemmekontrol eller personsensorstyring; og legetøj som f.eks. el-sparegrisen, der viser hvor meget børnene har sparet op i lommepenge ved at slukke computer, lys m.v. Derved styrkes den samlede teknologiske service indenfor energistyring. På virksomhedsniveau vil der blive etableret konkurrencer, hvor firmahold konkurrerer om, hvem der er bedst til effektiv energistyring. Som baggrund for udviklingen af brugergrænsefladerne vil der blive udført sociologiske analyser af hvilke incitamenter, der virker bedst i forhold til de enkelte brugergrupper.

Den udviklede viden vil blive anvendt til at ”sælge” energieffektiviseringer i industri og boliger ud fra brugernes behov og ønsker i tæt samarbejde med brugere og producenter.