Plastteknologi

Plast findes i dag alle vegne, og plastprodukterne spiller en markant rolle inden for mange erhvervssegmenter og har desuden en enorm samfundsmæssig betydning inden for miljø-, energi- og sundhed. Specielt de små og mellemstore danske plastvirksomheder har ofte ikke viden nok om den hastige materialeudvikling og de muligheder, nye plastmaterialer kan medføre, til fortsat at udvikle og fremstile plastprodukter. Der findes m.a.o. en række barrierer for virksomhedernes muligheder for at fremstille nye innovative produkter. FORCE Technology vil udvide danske virksomheders grundlag for at anvende nye plastmaterialer, produktionsformer og sammenføjningsteknikker – dvs. tilvejebringe den grundlæggende viden om materialernes egenskaber og deres holdbarhed/nedbrydning i bestemte brugssituationer. Det vil vi gøre for virksomheder, der producerer og forarbejder termoplast, hærdeplast, kompositter og gummi samt underleverandører.Aktiviteterne vil omfatte:
• Plastindustriens værktøjskasse: Via praktiske anvisninger kan virksomhederne hurtigt sætte sig ind i plastteknologiske aspekter.
• Plastprodukter der holder: Plast har i nogle applikationer et dårligt ry. Mere viden om, hvordan plast nedbrydes og hvilke faktorer, der påvirker nedbrydningen af en given plast. Ikke destruktiv prøvning skal forhindre, at plastprodukter havarerer.
• Komplekse sammensatte plastprodukter: Nye teknologier, som f.eks. lasersvejsning.
• Perspektivrige utraditionelle anvendelser af plast og plastfibre: Plast kan udkonkurrere beton, stål og træ i mange byggevarer. Bionedbrydeligt plast er et andet område i fokus.
• Plast i miljøet: Undersøgelse af miljøforhold forbundet med materialevalg, kemiske additiver og energibalance ved hjælp af LCA-studier og kemiske risikovurderinger.
Budget
Medfinansiering fra Rådet for Teknologi og Innovation:
2010: 4.13 M
2011: 4.13 M
2012: 4.13 M
Totalt: 12.4 M
Kontaktinformation
Kontaktperson: Divisionschef Nils Linde Olsen
Tlf. 43267498
Mail: nlo@force.dk

Fremtidens produktionssystemer

Globaliseringen stiller fortsat store krav til fremstillingsindustrien, der oplever en udflytning af produktionen til udlandet. Men af strategiske årsager beholder industrien en del forskning og udvikling i Danmark. For at bistå dansk industri heri og for at sikre virksomhedernes internationale konkurrenceevne er det afgørende, at Danmark opretholder viden om de seneste teknologier og nyeste fremstillingsprocesser. For at fastholde den danske fremstillingsindustri som en videntung industri skal vi udbygge vores viden om højteknologisk industriproduktion; fastholde danske virksomheder, der har valgt at bevare sinud udviklingsafdelinger i Danmark; servicere de virksomheder, der er på vej ud; og tiltrække og fastholde internationale virksomheder, der forudsætter højtuddannet arbejdskraft. Det er samtidig et formål at udvikle procesteknologi til brug for fremtidens energisystemer. Miljø og sikkerhed i forbindelse med partikler dannet ved de anvendte processer er vi også optaget af.Globaliseringen af produktionssystemerne, som medfører en øget samhandel og udveksling af materialer, delkomponenter og produkter, giver dansk industri nye udfordringer, når det gælder ledelse, produktionsstyring, kvalitetssikring og miljømæssig ansvarlighed. Globaliseringen med danske datterselskaber i udlandet og udenlandske selskaber i Danmark byder på en række udfordringer på det organisatoriske og ledelsesmæssige plan. Produktionssystemer og processer skal ses som sociotekniske systemer, der omfatter såvel en teknologisk del som en organisatorisk og ledelsesmæssig del. De to elementer interagerer med hinanden i feltet mellem mennesket og produktionsapparatet. Human factors-området og de psykologiske discipliner, der er omfattet, er vitale for at sikre samspillet mellem teknologi, organisation og ledelsessystemer. I et globaliseret marked med stadigt stigende krav til kvalitet, sikkerhed og miljøansvarlighed møder virksomhederne udfordringer mht. mere komplicerede leverandørkrav. Der er behov for udvikling af nye services inden for ledelsessystemer, nye auditeringssystemer, nye kvalitetssikringssystemer og nye miljøledelsessystemer, som kan hjælpe virksomhederne til at sikre en øget konkurrenceevne i fremtidens globaliserede produktionssystemer.
Målgruppen for aktiviteterne er såvel fremstillings- og procesindustrier, der masseproducerer højkvalitetsprodukter, som enkeltstyks producerende virksomheder, der fremstiller komplicerede produkter. Målgruppen rummer desuden virksomheder inden for energi- og miljøteknologi såvel som inden for elektronik-, medico- og telekommunikations-industrien, foruden industrier og organisationer inden for administration, service, undervisning, pleje, omsorg og behandling, hvor udfordringerne ligger i samspillet mellem teknologi og menneske.
FORCE Technologys vil afhjælpe industriens behov inden for kontrol og styring af produktionsprocesser med udgangspunkt i svejseteknologier. Foruden fokuserer vi på Nye procesteknologier til fremtidens energisystemer, på Kvalitetssikring i det globaliserede produktionssystem, på Intelligent produktions- og kvalitetskontrol samt på Human Factors-metoder, der også kan bidrage til at øge den danske fremstillingsindustris konkurrenceevne. Vi vil også sætte fokus på Nanopartikler i fremstillingsindustrien og på Nye landvindinger inden for sammenføjningsteknologi.
Budget
Medfinansiering fra Rådet for Teknologi og Innovation:
2010: 7.95 M
2011: 7.95 M
2012: 7.95 M
Totalt: 23.85 M
Kontaktinformation
Kontaktperson: Divisionschef Ernst Kristensen
Tlf. 43267484
Mail: eck@force.dk

Fra affald til råvare

Vi bliver stadig flere mennesker på jorden, der skal deles om stadig færre ressourcer. Prisstigningerne på energiressourcer og materialeressourcer har været med til at sætte gang i en ny grøn bølge af genanvendelsesaktiviteter. En egentlig bæredygtig industriel produktion kræver imidlertid innovation; regulering er ikke nok. Det handler om at lave produkter, der bidrager positivt til et bæredygtigt samfund og at genanvende de materialer, som produkterne er lavet af. Af hensyn til både samfundets grønne målsætninger og til små og store virksomheders konkurrenceevne på miljøteknologi, så bør Danmark fortsat gå foran også teknologisk.Vi kan angribe ressourceproblematikken gennem nye metoder til målrettet produktudvikling, der gør de varer, vi køber, egnede til effektiv ressourceudnyttelse. Og vi kan udvikle moderne teknologi til genanvendelse, som kan sikre en effektiv samfundsmæssig udnyttelse af de bortskaffede produkter. De to tilgange vil FORCE Technology fusionere. Produkterne skal indstilles på de genvindingsteknologiske muligheder, og genvindingsteknologi skal videreudvikles til at håndtere moderne produkter. Affaldsbegrebet som problemetikette skal afskaffes – fordi det for første gang nogensinde er blevet en realistisk mulighed.
Cradle-to-cradle (C2C) eller vugge-til-vugge-paradigmet er et nyt metodegrundlag inden for miljøbeskyttelse og ressourcegenvinding. Hvor vi hidtil har talt om at nedbringe vores miljøbelastning, taler vi nu om at bruge teknologi og viden til aktivt at forbedre miljø og klima igennem produkter og processer. Der er et udtrykt behov for at hjemtage og sprede viden om C2C til danske virksomheder, ligesom der er brug for at udvikle en dansk udgave af konceptet. Derfor ønsker vi at oprette et videncenter for C2C. FORCE Technology indgår allerede i et tæt samarbejde med DTU Management og CBS om at tage viden hjem fra C2C Europe i Hamborg og en række hollandske universiteter (Delft, Rotterdam m.fl).
Det at få alle ender til at mødes i samfundets materialestrømme er en forsknings- og udviklingsdisciplin, som i høj grad understøttes af nye landvindinger i sorteringsteknologi. Her har FORCE Technology igennem en årrække opbygget viden om metoder og teknologi til sortering af affald, navnlig ved brug af sensorer. FORCE Technology vil bygge bro mellem fremstillingsvirksomheder på den ene side og genanvendelsesvirksomheder på den anden side. Vi ser talrige muligheder for at videreudvikle en række applikationer inden for sortering: Grundstofanalysemetoder, online analyse af røntgenbilleder, online billedanalyse i det synlige område og optiske metoder, metaldetektorer, robotificering og vægtfyldeadskillelse.
Ud over kontrolprocedurer er der brug for at udvikle metoder til at matche produkter med genvindingsinfrastrukturen. Endelig ligger der en opgave i verifikation af produkters reelle genanvendelighed på den ene side og i dokumentation af genvindingsprocessers effektivitet og miljøperformance på den anden side. Målgruppen består af affaldsselskaber og genvindingsvirksomheder, producenter af affaldsbehandlingsudstyr, fremstillingsvirksomheder og myndigheder.
Budget
Medfinansiering fra Rådet for Teknologi og Innovation:
2010: 2.5 M
2011: 2.5 M
2012: 2.5 M
Totalt: 7.5 M
Kontaktinformation
Kontaktperson: Divisonschef Jens Legarth
Tlf. 72157883
Mail: jle@force.dk

Norm- og standardiseringsarbejde

EU-kommissionens The new approach-direktiv og de europæiske standarder, som efterfølgende fastlægger specifikke krav, har afgørende betydning for dansk erhvervsliv. Det gælder ikke mindst inden for miljø- og energiområdet. Vigtige beslutninger om specifikke krav er flyttet fra EU-kommissionens parlamentariske beslutningsprocesser til standardiseringsorganerne. Ved at ændre betydningen og vægtningen af standarderne og dermed samtidigt flytte beslutningen til et område med mindre parlamentarisk grundlag, bliver det betydeligt nemmere for store interesseorganisationer at påvirke beslutningerne. Konsekvensen er, at de store organisationer bestemmer udgangspunktet for de krav, som måtte blive stillet. Inden for et område som miljø- og energiområdet er der ingen betydende interesseorganisationer, som er aktive i standardiseringsarbejdet. Derfor præges arbejdet af de store lande. Og derfor skal vi som lille land fokusere på de fagområder, hvor vi har stor kompetence, for at fastholde den position, vi har oparbejdet gennem mange år.FORCE Technology besidder kompetencer inden for udvalgte fagområder til faktisk at kunne påvirke standardernes udvikling, så dansk industri, og specielt danske smv’er, ikke bliver tvunget ind under regler, der er hæmmende for deres udvikling. Vi vil:
• Deltage aktivt i en række arbejdsgrupper udvalgt inden for vores kompetenceområder.
• Aktivt følge udviklingen i de relevante arbejdsgrupper.
• Når standardernes indhold er fastlagt, vil vi fortolke og formidle indholdet.
FORCE Technologys baggrund for at kunne bidrage væsentligt til standardiseringsarbejdet er, at vi inden for vores kernekompetenceområder gennem årene har opbygget enestående viden, som vi stiller gratis til rådighed for standardiseringsarbejdet. Deltagelsen er imidlertid vigtig for at kunne sikre vores kunder dækkende og aktuel information om væsentlige teknologiske og markedsmæssige forretningsforudsætninger. Norm- og standardiseringsaktiviteterne understøtter i bred forstand størstedelen af de services, vi levere til vore kunder. Målgruppen favner derfor et bredt spektre af dansk industri, der trækker på FORCE Technologys services og deltager i vore uddannelses og undervisningsforløb, fra installatører, entreprenører og producenter af energiudstyr og til servicevirksomheder inden for energi, ejere af energianlæg, institutioner og energiselskaber. Målgruppen omfatter også affaldsselskaber og genvindingsvirksomheder og producenter af affaldsbehandlingsudstyr. Derudover fremstillingsindustri som f.eks. mindre maskinfabrikker, udstyrsproducenter til fødevareindustrien og virksomheder, som producerer og forarbejder termoplast, hærdeplast, kompositter og gummi. Dele af norm- og standardiseringsaktiviteten finder målgrupper inden for det maritime område, og dele inden for bygherre-organisationer, rådgivende ingeniører, arkitekter, byggevareproducenter og elektronikproducenter. Målgruppen omfatter også Regionerne, styrelser, statsejede driftsselskaber m.fl.
Aktiviteterne omfatter prøvningsteknologi, materialeteknologi, svejse- og produktionsteknologi, maritim teknologi, kvalitetssikring og systemer, energi, miljø og procesteknologi, simuleringsteknologi og human factors-området.
Budget
Medfinansiering fra Rådet for Teknologi og Innovation:
2010: 2.12 M
2011: 2.12 M
2012: 2.12 M
Totalt: 6.36 M
Kontaktinformation
Kontaktperson: Divisionschef Nils Linde Olsen
Tlf. 43267498
Mail: nlo@force.dk

Teknologisk fundament for CFD

I 2020 skal 30 % af det danske energiforbrug komme fra vedvarende energi, hvis vi skal nå Danmarks klimamål. Det svarer til en fordobling i forhold til i dag. Den vedvarende energi er samtidig en oplagt drivkraft mod at skabe nye arbejdspladser gennem teknologisk innovation. Men det kræver, at vi overkommer en række problemer, der følger med den vedvarende energi. DONG og Vattenfall forventer, at vi må tage alle former for vedvarende energi i brug for at nå vores klimamål, ikke mindst biomasse.Computational Fluid Dynamics (CFD), som er den mest avancerede metode til beregninger af strømninger i gasser og væsker, har gennem de senere år vundet stadig mere – om end begrænset – udbredelse i dansk industri og benyttes i dag af de største virksomheder til udvikling, design og optimering af udstyr og processer i mange forskellige industribrancher. Anvendelsen af CFD har et stort potentiale inden for bl.a. biotek, vandbehandling, energi- og miljøindustri, der langt fra er udnyttet til fulde. En øget udbredelse af CFD-værktøjer kan bidrage til at sikre såvel bedre design og drift af anlæg inden for en række industrier som opfyldelsen af Danmarks klimamål; samtidig vil det understøtte industrisegmenter, der hører til blandt spydspidserne i den fremtidige industri- og videneksport for energi- og klimalandet Danmark – men:
På grund af en række barrierer for anvendelsen af CFD inden for industriområdet, er den i dag begrænset til 20-30 store danske industrivirksomheder og praktisk talt ingen smv’er. Barriererne for en bredere anvendelse er hovedsageligt: Høj pris for kommerciel licens, mangel på relevante procesmodeller i de konventionelle softwareprogrammer og for lavt uddannelsesniveau hos operatøren. Det vil FORCE Technology og DHI lave om på i fællesskab. Begge GTS-virksomheder har en lang tradition for anvendelse og udvikling af CFD-teknologi. Vi er GTS-systemets to største udbydere af serviceydelser inden for det fluidmekaniske område. Visionen i samarbejdet er at forene kræfterne om at udvikle de grundlæggende værktøjer og at facilitere, at fluidmekaniske kompetencer kan udveksles mere effektivt på tværs af mange fagområder. Det vil vi gøre inden for biotek, miljø- og energiindustri. Målet er at udbrede brugen af nye modeller i dansk industri og benytte teknologien til at reducere energi-, tids- og kemikalieforbrug og samtidig øge effektiviteten (kapaciteten) af procesanlæg. Det teknologiske grundlag herfor bliver et CFD-system baseret på open source-software; dvs. at kildeteksten til systemet er fuldt tilgængelig for alle. Målgruppen for aktiviteterne består af virksomheder, som allerede anvender CFD-teknologi, dem som planlægger eller er ved at implementere CFD-teknologi og dem, som uden at besidde teknologien ønsker adgang til den viden og teknologisk service, en detaljeret CFD-analyse kan give dem.
Forbrænding og forgasning af affald og biomasse understøtter målet om at reducere emissionen af drivhusgasser ved energiproduktion, men for endegyldigt at sikre en opnåelse af klimamålene er det en nødvendighed, at den udviklede teknologi samtidig er mest muligt miljø- og energimæssigt bæredygtig og har en meget stor fleksibilitet mht. drift og brændselsvalg. Der vil blive udviklet modeller og metoder, som kan anvendes i forbindelse med udlægning og design af forbrændingsanlæg, således at der sikres høj energieffektivitet, størst mulig driftstabilitet og -fleksibilitet samt minimale emissioner. Desuden vil der blive udviklet metoder, der kan understøtte forebyggende vedligehold og risiko-baseret vedligehold på termiske anlæg.
Budget
Medfinansiering fra Rådet for Teknologi og Innovation:
2010: 2 M
2011: 2 M
2012: 2 M
Totalt: 6 M
Kontaktinformation
Kontaktperson: Divisonschef Jens Legarth
Tlf. 72157883
Mail: jle@force.dk

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *