Brand og sikkerhed ved Power-to-X

Danmark vil accelerere brugen af Power-to-X (P-t-X) for at facilitere den grønne omstilling og skabe et nyt dansk erhvervseventyr. Skal Danmark være et internationalt test- og videncenter for P-t-X, kræver det et stærkt samarbejde i innovationsfremmesystemet. Vores indsats er derfor udviklet i samspil tre andre GTS-institutter, klynger, universiteter og erhvervsliv.Vores bidrag er at styrke den nationale teknologiske kapacitet inden for brandsikkerhed på området og støtte aktører i det komplekse P-t-X økosystem i at definere acceptable sikkerhedsniveauer. Vi mindsker time-to-market for nye P-t-X teknologier ved at understøtte et effektivt system til godkendelser samt ved at levere værktøjer og viden til test og dokumentation.
Vores målgruppe er virksomheder i en række brancher, hvor Danmark har en international styrkeposition – såsom den maritime sektor, energiteknologi og transport. Samtidig understøtter vi nationale og europæiske klimamål og strategier.
Vores ambition er, at vi bidrager til at skabe en stærk, dansk P-t-X økonomi med CO2-reduktioner, jobskabelse og øget eksport til følge.

Accelereret udvikling af brandsikre biobaserede og cirkulære byggevarer

Brandkrav står i vejen for producenter af biobaserede og genanvendte byggevarer, når deres produkter skal udvikles, godkendes og sælges. Af hensyn til den grønne omstilling i Danmark og eksporten af byggevarer vil DBI demonstrere, at det ikke behøver at være tilfældet. DBI’s vision er at gøre Danmark til et attraktivt land at udvikle biobaserede og cirkulære byggevarer i ved at reducere brandtekniske barrierer gennem forskning, teknologiudvikling, standardiseringsarbejde og videnspredning.DBI vil gå forrest for at hjælpe danske materialeproducenter og gøre det lettere at håndtere de brandtekniske krav i produktudviklingen. Nye teknologiske serviceydelser, faciliteter og materialedata skal gøre det hurtigt og effektivt at udvikle brandsikre, bæredygtige og holdbare produkter. Derudover vil DBI arbejde for at forenkle brandtekniske dokumentationssystemer og bane vejen for internationale markeder for organiske og cirkulære materialer. DBI vil demonstrere at brandkrav ikke behøver at være showstopper for bæredygtigt byggeri med brug af andet end konventionelle materialer. Derfor vil DBI udføre en række demonstrationsprojekter med visionære producenter som kan vise og eksemplificere hvordan man kan overkomme brandtekniske barriere med brandsikre biobaserede og cirkulære byggevarer.

Kompetencecenter for hygiejne, sundhed og produktsikkerhed

Indsatsområdet vil, i tråd med anbefalinger i tidligere vækstteams og Klimapartnerskaberne, understøtte omstilling til en mere grøn og bæredygtig produktion uden at gå på kompromis med centrale konkurrenceparametre indenfor styrkepositionerne i fødevare-, farma- og sundhedssektoren. Kompetencecenteret vil udvikle teknologiske services, der skal understøtte en bæredygtig omstilling igennem nye ressourcebesparende løsninger, der kan implementeres i samspil med opretholdelse af et højt sundheds- og hygiejneniveau, afprøve nye materialer i hygiejnisk kritiske miljøer og anvende løsninger baseret på IoT og AI til at optimere hygiejne og sundhed produktionsmiljøer og afprøve metoder til overvågning af patogene mikroorganismer inden for sundhedsområdet. Med indsatsen vil FORCE Technology bidrage til at sikre, at omstillingen til en mere bæredygtig produktion ikke sker på bekostning af, men i tæt følgeskab med hygiejne, sundhed og sikkerhed.
Bemærk: På baggrund af organisationsændringer i FORCE Technology er indsatsområdets fokus i dialog med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen justeret, således at der fra 1. december 2021 ikke arbejdes med hygiejne i husdyrbesætninger, men med metoder til overvågning af patogene mikroorganismer. Indsatsområdets øvrige målsætninger fortsætter uændrede.

Værdi igennem standarder og måleteknisk infrastruktur

Indsatsområdet vil sikre, at standardisering og metrologi skaber et fundament under den grønne og digitale omstilling på tværs af sektorer og teknologiformer i tråd med anbefalingerne fra Klimapartnerskaberne og til støtte for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses styrkepositioner. Den grønne og digitale omstilling vil få markant indflydelse på standardisering og legal metrologi i årene fremover. Begge områder har afgørende betydning for industri og samfund og sikrer, at nye produkter kommer sikkert, dokumenteret og godkendt på markedet. Udviklingen indenfor standardisering bidrager til at sikre danske virksomheder international markedsadgang på de europæiske og globale markeder, og udviklingen indenfor metrologien bidrager til, at danske forbrugere, industri og samfund kan have tillid til måleresultater. På tværs af teknologiområder og danske styrkepositioner, udfordres området af de muligheder, der følger med de nye grønne og digitale teknologier og hastigheden i udviklingsprocesserne.
Med indsatsområdet vil FORCE Technology bl.a. sikre effektive godkendelsesforløb, digitale kalibreringscertifikater, nye dynamiske kalibreringsmetoder, grøn produktdokumentation og omfattende deltagelse i dansk og international standardisering. Indsatsområdet vil sikre, at danske virksomheder ikke alene får tidligst og bedst mulig adgang til nye standarder, men også mulighed for at præge udviklingen til gavn for dansk konkurrenceevne.

Industriens Nationale Lyd og Luft LAB

Indsatsområdet vil understøtte Regeringens og EU’s ambition om, at udbygningen af vedvarende energi, infrastruktur og grøn omstilling i samfundet ikke skaber menneskelige, sundhedsmæssige eller miljømæssige udfordringer. Indsatsområdet vil bidrage til WHO’s, FN’s, EU’s og Regeringens overordnede målsætninger om udviklingen af gode og sunde lyd- og luftmiljøer i en globaliseret og urbaniseret fremtid og styrke de virksomheder og brancher, der skal bidrage til at realisere visionen.
Under indsatsområdet udvikles teknologiske serviceydelser indenfor intelligent måling, monitorering og modellering af lyd- og luftmiljøer samt faciliteter og metoder til design, udvikling og benchmarking af produkter. Med indsatsområdet vil FORCE Technology opbygge virkelighedsnære testmiljøer for derigennem at give industri og samfund det bedst mulige afsæt for udvikling og test af fremtidens produkter og løsninger.

Fremtidens hybride testbed

Indsatsområdet vil imødekomme anbefalingerne fra de tidligere vækstteams og de nuværende klimapartnerskaber om styrket adgang til test, udviklings- og demonstrationsfaciliteter, der er afgørende for især den grønne omstilling, hvor fortsat ukendte og umodne teknologier skal hurtigere på markedet. Indsatsens springbræt er, at danske virksomheder i de seneste år har implementeret sensorer, AI og digitale teknologier i deres produkter, produktioner og processer, der øger muligheden for real time test og datafangst – og muligheden for i endnu højere grad at kunne supplere traditionelle fysiske tests med virtuelle. Indsatsen vil deraf opbygge en nyskabende TDU-facilitet som en hybrid testbed, der etablerer en sammenhæng imellem avancerede fysiske tests, virtuelle simuleringsbaserede tests og test af produktet i dets reelle brugsmiljø, fx som digitale tvillinger, til brug af danske, eksporterende styrkepositioner.

Hav, vand og klimamål 2030

DHI samler i ”Hav, vand og klimamål 2030” udviklingen af de digitale og teknologiske ydelser, der direkte bidrager til drivhusgasreduktion og derigennem til opnåelse af Danmarks klimamål i 2030. Disse aktiviteter dækker nye digitale ydelser til offshore vindenergi samt energi- og ressourceoptimering af såvel vandsektoren som maritim transport og operationer til havs. Potentialet for eksport af de nye digitale vand- og energiteknologiske løsninger i EU og resten af verden er stort og vil kunne bidrage til ikke bare dansk, men også international drivhusgasreduktion samt bidrage til vækst og skabelse af danske arbejdspladser.Indsatsområdets delmål omfatter følgende:
1. Let tilgængelige digitale ydelser, der hurtigere kan give et bedre designgrundlag til havvindenergianlæg og forbedre datagrundlaget til planlægning, drift og vedligehold
2. En digital tvilling af renseanlæg rettet mod energi- og ressourceoptimering, øget automatisering af sensorintegration og samspil med indløb af spildevand og nedstrøms recipienter
3. Operationelle dataservices, som udnytter nye datakilder og modeller til at øge energieffektiviteten af skibe, støtte omstillingen til grønne brændstoffer og den spirende maritime autonome navigation
4. Hybride testfaciliteter til energi-, vandbygnings- og transportsektorerne, der skaber nye løsninger til design og planlægning ved at kombinere fysiske modeltestfaciliteter og digitale tvillinger af samme

Fremtidens nøgleteknologier: avancerede sensorsystemer og fotonik

Indsatsområdet skal sikre, at Danmark bliver i stand til at imødekomme den grønne omstilling med nødvendige, men nye og ukendte kerneteknologier ved at blive bedre til at omsætte forskning til anvendelse i små og mellemstore virksomheder og øge disses FoU-indsats. Indsatsen vil støtte etablering af flere ’deep tech’ start-ups, der succesfuldt skaleres til større virksomheder i umodne og komplekse markeder. Indsatsområdet fokuserer på nøgleteknologierne fotonik og avancerede sensorteknologier, som anbefalet af EU’s Key Enabling Technologies satsninger, hvor Danmark har et særligt potentiale, men også et særligt efterslæb ift. omsætning af forskningsresultater til nye produkter.Indsatsen forankres i to centre for nøgleteknologier:
– Center for Anvendt Fotonik, der videreføres og udbygges med fokus på at etablere en bedre videnbro imellem danske virksomheder og førende danske forskningsmiljøer indenfor fotonik.
– Center for Avancerede Sensorteknologier, der etableres med fokus på at bygge en videnbro, der samler, modner og formidler sensorteknologiske forskningsresultater og sikrer, at de kommer i anvendelse i danske virksomheder.
Indsatsen vil samarbejde med tech-trans indsatser hos universiteterne omkring fremtidens tech-trans modeller for nøgleteknologier. Dette skal sikre en mere effektiv proces fra forskningsresultat til nye produkter i eksisterende virksomheder samt etablering af nye deep tech start-ups, der hjælpes til succesfuld skalering.

Grøn teknologi til blå vækst

En bæredygtig grøn omstilling kræver, at beslutninger om aktiviteter, der påvirker miljøet, tages på baggrund af velfunderet kvantitativ viden om miljøets tilstand og de enkelte presfaktorer. I dag er vores viden begrænset af langsomme og ressourcekrævende miljøundersøgelser og af, at de bedste metoder til at kvantificere presfaktorer og deres påvirkninger er svært tilgængelige. Visionen er at udvikle digitale værktøjer til bedre, hurtigere og mere kosteffektive miljøbeslutninger, der aktivt styrker natur og biodiversitet og sætter fart på Danmarks grønne omstilling.Indsatsområdet understøtter danske virksomheders og samfundets muligheder for at nå de ambitiøse mål, der er sat for bæredygtig blå vækst, gennem udvikling af let tilgængelige digitale værktøjer anvendt til realtidsmiljøvurderinger, optimeret spildregulering og risikovurderinger. Aktiviteter er opdelt i tre områder:
1. Digitale miljøvurderinger og miljøudsigter til bæredygtig udnyttelse af havet
Webbaseret platform, der på basis af state-of-the-art modeller og metoder beregner effekter på økosystemet fra aktiviteter i havet og dermed giver let adgang for ikke-eksperter til miljøvurderingsværktøjer. Det ambitiøse mål er Havmiljøudsigten – en ny digital miljøservice, der kan formidle information om miljøets faktiske status i realtid og som prognose.
2. Digital beslutningsstøtteplatform til marine anlægsopgaver
Prognose- og beslutningsstøtteværktøj, der baserer sig på integration af overvågningsdata i realtid (fx fra satellit, bøje og drone) med avancerede modeller for spredning af sedimentspild og på baggrund af vejrprognoser og operationsplaner for de næste dage estimerer miljøkonsekvensen af deponerings- og gravearbejder i havet.
3. Digital platform for marin biosikkerhed
Værktøj til kvantificering af risikoen for udbredelsen af invasive arter, der kan medføre varige ændringer i marine økosystemer. Den globale skibstrafik er en væsentlig kilde til spredning af invasive arter via skibenes overflader (biofouling) eller udledning af ballastvand. Værktøjet kan benyttes til at vurdere forskellige strategier, kvantificere deres effekt og støtte valget af den mest effektive løsning.

IoT-drevet forretningsdesign – digitalisering af virksomheder og samfund

Indsatsområdet vil understøtte dansk og europæisk ambition om ’the twin transition’ af grøn omstilling og digitalisering, som udtrykt i EU’s Green Deal og Digital Strategy og anbefalet af såvel klimapartnerskaber og vækstteams. For alle står IoT og nye digitale teknologier som de afgørende værktøjer.Denne indsats skal sikre, at Danmark opnår det implementeringspotentiale, som IoT rummer. Teknologierne er efterhånden kendte, men den forretningsmæssige implementering er kompleks og vanskelig. Indsatsen vil udbygge økosystemet med fokus på bæredygtig implementering af IoT i virksomheder og samfund:
– Udvikling af Nordic IoT Centre til digital samarbejdsplatform for IoT-implementering
– Udvikling af IoT-baserede, bæredygtige forretningsdesigns
– Demonstration af anvendelse af IoT i drift i barske miljøer
– Demonstration af IoT til grøn omstilling samt LCA og metoder for IoT-systemer
– Imødegå Internet-of-Skills udfordringer og potentialer i lyset af coronakrisen
– Sikre koordinering indenfor standardisering og mærkningsordninger
– Modne nye teknologier til fremtidens IoT-systemer, herunder 5G implementering
Indsatsen vil særligt fokusere på Industrial-IoT, FinTech & InsurTech, Smart City og udviklere af digitale produkter samt implementering af IoT i den offentlige sektor.

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *