Datadrevet risikoevaluering som katalysator for grøn vækst i vindmøllebranchen

Design, produktion, installation og drift af vindmøller er danske kernekompetencer, hvor store og fejlfrie vindmøller er med til at reducere Danmarks udledning af CO2 omkostningseffektivt.
Vindmøllebranchen har behov for at styre og minimere sin risikoprofil gennem hele værdikæden. Det gælder hele vejen fra idé til endelig implementering, og det gælder risikostyring af grænsefladen mellem leverandør og kunde.
Indsatsområdet vil med udgangspunkt i data opsamlet over mange år udvikle nye, datadrevne services, der i langt højere grad kvantificerer den risiko, der knytter sig til f.eks. kvalitetsvariationer i vindmøllevinger eller opvejer omkostninger og fordele ved enten en engangsprototypetest eller med avanceret komponenttest, og herved aktivt og værdiskabende udvikle branchens risikoledelse.

Maritim Grøn Omstilling og Sikkerhed – Virtuelle Services

Danmark, som er verdens 6. største søfartsnation, har høje ambitioner om at reducere udledningen af emissioner. Fremtidens skibe vil derfor byde på helt nye skibsdesigns tilpasset nye energi-, miljø- og klima-optimerede skrogformer og fremdrivningssystemer (f.eks. baseret på el, multi-fuel engines, vind m.m.).
Med afsæt i FORCE Technology’s unikke mulighed for at anvende, verificere og kombinere empiriske, fysiske data, fuldskala performance data og avancerede beregnings- og simulerings-værktøjer, vil der gennem indsatsområdet blive udviklet værktøjer, der understøtter den maritime branches ønsker om effektive design- og performanceovervågningsprocesser, performance- og operations-optimering ift. sikkerhed og effektivitet samt træning.

Opfinderrådgivningen – Indsats for fremme af kommercialisering af private opfindelser

Nogle borgere er gode til at få ideer til nye produkter, men har ikke ønske om at starte egen virksomhed. Her er det oplagt at benytte muligheden for licensering som forretningsmodel gennem samarbejde med en etableret virksomhed. Opfinderrådgivningen hjælper opfindere med prototyper, nødvendig viden om marked, rettighedsbeskyttelse og kommercialisering. Samtidig understøttes gode virksomhedskontakter, forhandlinger og endelig udformning af licenskontrakter, der udgør aftalerne mellem borgere og virksomheder om overdragelse af rettigheder til produktion og markedsføring af produkterne.
Gennem snart 50 år har Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut rådgivet opfindere og bidraget til at kommercialisere opfindelser, der skaber omsætning, vækst og arbejdspladser i danske virksomheder – til gavn for opfindere, virksomheder og samfundsøkonomien.

Klimaomstilling af bygge- og anlægsbranchen

Øget nedbør samt hav- og grundvandsstigninger giver oversvømmelser og skader på bygninger og veje i et hidtil uset omfang. Det kalder på omstilling af den danske byggeskik og byggetradition, da færre klimarelaterede skader vil øge levetiden på bygninger, anlæg og veje med positiv effekt på C02-udledning. Med udgangspunkt i DMI’s klimaatlas, ekspertviden, erfaring og data om klimasikring, byggematerialer, byggekomponenter og konstruktioner vil Teknologisk Institut bl.a. udvikle klimarobuste byggematerialer, klimasikringsløsninger, fugtsimuleringsmodeller, klimatilpassede renoveringsløsninger, kravspecifikationer, eksponeringsklasser og klimamærkninger. Indsatsen vil også give kompetenceløft og øget eksportpotentiale hos virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen, økonomisk robusthed hos anlægs- og bygningsejere, som følge af klimarobuste bygninger og anlæg, samt øget produktivitet.

Digitale teknologier til bæredygtig drift og vedligehold af bygninger og anlægskonstruktioner

Med nye digitale teknologier kan Teknologisk Institut hjælpe virksomheder og bygherrer med at optimere drift og vedligehold af bygninger og anlægskonstruktioner og dermed forlænge levetiden samt øge sikkerhed og robusthed. Digital transformation er nødvendig, hvis den danske byggebranche skal øge produktivitet og konkurrencekraft. Det vil ske gennem kobling af ekspertviden og domænekendskab på tværs af værdikæden, store mængder data om holdbarhed af materialer og levetid af bygninger og anlæg, brug af digitale tvillinger, online sensorisk information og AI. Aktiviteter inkluderer udvikling af et testcenter for datadrevet drift og vedligehold, automatiserede tilstandsundersøgelser og fjernovervågninger samt metoder til at nyttiggøre erfaringer, viden og data fra besigtigelsesrapporter via databaser og AI. 

Intelligente og autonome robotter

Robot- og droneteknologi er en styrkeposition i Danmark. I de kommende år bliver det vigtigt at fastholde og udbygge positionen, så robotteknologi fortsat kan medvirke til at øge produktiviteten, konkurrenceevnen og i flere tilfælde også den grønne omstilling. I dag er det især inden for robotter til fremstillingsindustrien, at den store volumen ligger, men der sker også en hastig udvikling inden for robot- og droneløsninger til fx landbrug, logistik og byggeri m.m. Vigtige teknologiske katalysatorer for disse fremtidens robotter er øget intelligens og autonomi. Indsatsen vil opbygge infrastruktur (udstyr og kompetence) hos Teknologisk Institut, der kan bidrage til, at Danmark fastholder en stærk, global position inden for robotteknologi. Dette i tæt dialog med og inddragelse af den danske robotindustri.
Indsatsen forankres bl.a. i to nye laboratorier hos Instituttet: AI for Robotics Lab og Autonomous Robotics Lab.

Udviklingscenter for industriel bioøkonomi

Gennem indsatsen udvikles kompetencer inden for industriel bioøkonomi. Der bygges på en kombination af markedsindsigt, viden om teknologisk produktudvikling og adgang til pilotfaciliteter. Formålet er at udvikle nye biobaserede produkter og byggesten til fremtidens foder, fødevarer, energi og materialer – i en kaskadeproces, hvor alt udnyttes successivt i én værdikæde med forskellige processer til mange produkttyper. Teknologisk Institut råder over flere unikke testbeds til biokonvertering og bioraffinering og har derfor et stærkt fundament til at tage skridtet videre til etablering af et Udviklingscenter for industriel bioøkonomi, hvor målet er en førerposition som demonstrations- og prøvningscenter inden for udvikling af dansk bioøkonomi. Aktiviteterne fokuseres på fermentering af nye råvarer, generisk bioraffinering, samt udvikling og genanvendelse af bæredygtige fibre til tekstiler og kompositter.

Klima- og Miljøeffektivt Landbrug

Dansk landbrug og agroindustri spiller en central rolle i at opnå regeringens klimamål på 70 % reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030. Klimaudfordringerne skal adresseres samtidig med en reduktion i brugen af kemiske pesticider og gødningsstoffer, og natur og biodiversitet skal sikres. Landbruget skal også imødekomme en øget efterspørgsel af plantebaserede fødevarer og krav om høj fødevaresikkerhed. Inden for indsatsområdet arbejdes der med fire hovedaktiviteter: Reduktion af emission af drivhusgas, mindre brug af kemiske pesticider og gødning, produktion af sunde råvarer samt bevarelse af jordens frugtbarhed og biodiversitet. Aktiviteterne skal være med til at levere den knowhow og de klima- og miljøeffektive produkter og -teknologier, der kan gøre den afgørende forskel.

Bæredygtige fødevarer

Danmark står stærkt på de internationale markeder for fødevarer på grund af vores høje effektivitet, kvalitet og fødevaresikkerhed. Fødevareproduktionen skal transformeres til klimaneutralitet og være en nøglespiller i Danmarks mål om 70 % reduktion af klimagasser i 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Teknologisk Institut vil med denne indsats udvikle de teknologier og serviceydelser, branchen har brug for i denne gennemgribende omstilling. Det er Instituttets ambition, at indsatsen ikke alene vil bidrage væsentligt til den nødvendige reduktion i udledningen af klimagasser, men at den også vil øge branchens konkurrenceevne.
Med mere end 60 års erfaring som den centrale viden- og udviklingsorganisation for den danske fødevaresektor samt en unik innovationsinfrastruktur med laboratorier samt pilot- og testfaciliteter vil Instituttet spille en vigtig rolle i forhold til at udvikle nye bæredygtige fødevarer.

Agil produktion

Fremstillingsindustrien bliver stillet over for forventninger om at håndtere øget produktvarians, små seriestørrelser og dermed en øget kompleksitet i produkter og produktion, samtidig med at ressourceforbruget mindskes. Det kræver udvikling af mere agile produktionsmetoder og tilhørende teknologier at opnå en mere konkurrencedygtig produktion. Indsatsen vil bl.a. udvikle og demonstrere, hvordan rekonfigurerbare produktionssystemer, agile automationsceller og avanceret in-line kvalitetskontrol kan understøtte denne omstilling af den danske fremstillingsindustri. Samtidig vil indsatsen også undersøge, hvordan nye digitale services og forretningsmodeller kan understøtte omstillingen samt sikre de enkelte virksomheders fremtidige konkurrencekraft.

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *