Ecodesign

Der indføres i disse år på EU-plan en række såkaldte ”ecodesignkrav” til energi-relaterede produkter, både til produkter der selv er energiforbrugende (eksempelvis varmepumper, ventilationsaggregater, fjernsyn, pumper etc.) samt til produkter, som har direkte betydning for energiforbruget, når de bliver anvendt, eksempelvis vinduer. Ecodesignkravene forbyder de mest energiforbrugende produkter, og er ofte ledsaget af parallelle energimærkningsordninger. Listen over produkter omfattet af EU’s ecodesigndirektiv ekspanderer voldsomt (tæller i dag ca. 30 produktgrupper og flere nye er på vej), og de nye produktkrav stiller komponent- og systemproducenter foran en række markante udfordringer med hensyn til udvikling af nye produkter, test og dokumentation etc. Ecodesign og EU’s energimærkning indføres for produkter, som produceres i stort antal, og hvor der er et signifikant energibesparelsespotentiale. Dette giver danske virksomheder og producenter af energiudstyr en række muligheder for at fastholde deres førerposition inden for energieffektive produkter samt for at udvide forretningsområderne med nye innovative ”best in class” produkter. Aktivitetsplanen sikrer, at den nyeste viden inden for ecodesign og energimærkning forankres i danske virksomheder, og at de får direkte adgang til ekspertviden samt til nationale testfaciliteter i international klasse, således at de kan styrke deres konkurrenceevne. Adgangen til nationale testfaciliteter er afgørende for mange virksomheder, da tidshorisonten for udviklingen af nye energieffektive produkter typisk er kort, og tiden fra ide til færdigt produkt typisk er afgørende for, om virksomheden vinder kapløbet med udenlandske producenter. Desuden er det vigtigt, at de kan tilgå højt kvalificeret rådgivning og vejledning ifm. design, energimærkning mv. inden produkterne lanceres på markedet. Derfor tager denne aktivitetsplan udgangspunkt i opbygningen af nye testfaciliteter og nye serviceydelser særligt rettet mod danske SMV, som producerer energirelaterede produkter til det europæiske marked.

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *