Cirkulær ressourceøkonomi

Hovedformål med ”Cirkulær ressourceøkonomi” er at udvikle og demonstrere metoder og nye teknologier til at sortere, oparbejde og udnytte affaldsstrømme til anvendelse i nye højværdimaterialer for at minimere affaldsmængderne og anvendelsen af jomfruelige ressourcer for udvalgte og prioriterede ressourcestrømme. Det indebærer også at sikre og dokumentere materialestrømmenes renhed og kvalitet samt at udvikle og optimere materialer med henblik på efterfølgende genbrug og genanvendelse. Det primære sigte, jf. strategien ’Danmark uden affald’, er byggematerialer, elektronik, tekstil og plast, som er de materialestrømme med størst potentiale ift. mængder, økonomisk betydning og miljøeffekter. Således adresserer aktivitetsplanen en delmængde af hele området omkring cirkulær ressourceøkonomi, hvor Teknologisk Institut har spidskompetencer, og hvor der er et åbenlyst behov blandt virksomheder jf. kommentarer på BedreInnovation.dk. For at sikre sammenhængen med den helhedsorienterede cirkulære ressourceøkonomi samarbejdes – ifølge konceptet af additionalitet – med andre initiativer, der favner andre dele af området, som bl.a. forretningsudvikling og generelle analyser af materialestrømme. Aktivitetsplanen er målrettet fremstillings-, nedrivnings-, miljøsanerings-, genanvendelsesvirksomheder samt affaldsselskaber, bygherrer, ejendomsejere og arkitekter. Aktivitetsplanen vil udvikle Instituttets tilbud af serviceydelser, i form af rådgivning om miljøsanering, sortering, kvalitetssikring af recirkulerede varer, økonomiske og lovgivningsmæssige aspekter; prøvning af både teknisk kvalitet og miljøskadelige udledninger, inkl. udvaskning; sorteringsmetoder, verifikations- og certificeringsordning samt hjælp ifm. produktudvikling.
Planens fem hovedaktiviteter er:
1) kortlægning af ressourcestrømme, lovgivning og markedsvilkår ift. cirkulær økonomi for de fire fokusmaterialer (byggematerialer, elektronik, tekstil og plast)
2) udvikling af metoder til sortering, oparbejdning og miljøsanering af ressourcestrømme og identificering af miljøfarlige stoffer
3) udvikling og optimering af innovative recirkulerede materialer/produkter
4) udvikling af paradigmer for dokumentation og kvalitetssikring af recirkulerede materialer/produkter
5) formidling af aktivitetsplanens resultater.

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *