Avanceret real-time monitorering i forsyningskæder

Smarte sensorer kan indhente real-time information om varers tilstandshistorik fra rejsen gennem forsyningskæden. Denne information kan være om fx temperatur, fugt, stød og slag. Herved kan sensorteknologi a) facilitere gennemsigtighed på tværs af hele forsyningskæden og skabe grobund for datadrevet beslutningstagning. Men behov for relativt store investeringer i ny teknologi, mangel på overbevisende forretningsmodeller, få interne kompetencer og modvillighed mod ny teknologi nævnes i undersøgelser som nogle årsager til, at danske SMV’er ikke tager springet mod en digital forsyningskæde. Planlagt teknologisk serviceydelse
Denne aktivitetsplan har til formål at skabe en tværfaglig rådgivningsydelse i spændingsfeltet mellem udvikling af teknologi og processer. Målet er at understøtte danske SMV’ers omstilling til de nye vilkår digitale forsyningskæder fører med sig. Dette omfatter følgende serviceydelser:
• Analyseværktøj til afdækning af potentialet for monitoreringsløsninger i en forsyningskæde.
• Proof-of-concept studie omkring nye monitoreringskoncepter for en virksomheds forsyningskæde.
• Teknologibibliotek af nye sensorer og intelligente tags til monitorering af forsyningskæder.
• IC -Tag Access ydelse b) c): Udvikling af FORCE Technologys portefølje af IC og tags design samt adgang til andre organisationers designs og IP, som skal sikre SMV’ers adgang til relevante teknologier.
Ydelserne udvikles i samarbejde med rådgivere og systemleverandører inden for Supply Chain og produktionssystemer.
Målgruppe
Målgruppen for aktiviteten er opdelt i henholdsvis:
• Virksomheder som har en eksisterende snitflade til kundevirksomheder, som søger nye metoder og ny teknologi til forsyningskæder. Dette kan være rådgivere omkring eller leverandører af hardware- og/eller softwareløsninger.
• Brancher som har et behov for eller ser et potentiale i at implementere nye monitoreringsteknologier. Fødevaresektoren, halvfabrikata samt pharma/medico brancherne er udvalgt på baggrund af deres potentiale, kompleksitet og forskellighed.
Væsentligste aktiviteter
Indsatsen vil kombinere udvikling af ny teknologisk viden om avanceret monitorering, nyeste anvendelsesorienterede forskning inden for Supply Chain Innovation samt metoder til at sænke barrieren for implementering gennem agile udviklings- og valideringsmetoder. Aktiviteten indeholder således:
• Kortlægning: Mapping af eksisterende forhold og praksis på området i Danmark.
• Videnhjemtagning: Netværk, partnerskaber, videndeling, feasibility study og teknologiudvikling.
• Formidling: Tre demonstrationsprojekter, afholdelse af seminarer, intelligent ´tags´ design, oprettelse af teknologibibliotek, udbud af serviceydelse.
a) Sensorer med integreret intelligens i form af micro-controllere
b) IC – Integrated Circuit – mikrochips som optimeres imod et konkret formål
c) ´Tags´ – fælles betegnelse for mærkater som indeholder eksempelvis RFID, NFC, sensorer og lign. og som påsættes varer og halvfabrikata

FoodtureLab – Fra gastronomi til industriel produktion

Med Foodture Lab ønsker Teknologisk Institut at skabe vækst i fødevareindustrien ved at sikre større viden og infrastruktur, der gør det muligt for industrien at skabe flere differentierede produkter. På fødevareområdet er der mange aktører og initiativer overfor SMV’erne og der er et stort behov for et ”one-point of contact” for at denne hjælp reelt bruges og skaber værdi. Der skal udvikles ydelser med fokus på produktudvikling (råvare- og ingredienssammensætning, fermentering, produkt- og forbrugerindsigt), bæredygtighed i produktionen, samt udvikling af de første opskaleringstest i Teknologisk Instituts Test Pilot Plant, herunder rådgivning om produktstabilitet efter opskalering. Arbejdet gennemføres i et tæt samarbejde med flere af øvrige parter på området, herunder i særdeleshed Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet og Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

Internet-of-Things Testcenter

Internet-of-Things (IoT) Testcenteret vil sikre, at flest mulige danske virksomheder får succesfuldt bragt nye IoT produkter og løsninger på markedet igennem den nødvendige tekniske test, udvikling og rådgivning. DELTA ønsker at sikre implementeringen fra validering af idé, implementering af IoT teknologi til sikring af markedsgodkendt produkt. IoT Testcenteret vil dertil være omdrejningspunkt for aktører inden for IoT – herunder elektronikudviklingshuse, elektronikproducenter, produktudviklere, designere og brugere. Testcenterets ydelser vil være skræddersyet til SMV’ers udviklings- og kompetencebehov. Centret vil i modsætning til rækken af IoT forskningsprojekter fokusere på implementering og nedbryde de konkrete barrierer for danske virksomheder, der ønsker at omsætte den teknologiske trend til markedsgodkendte løsninger. Aktivitetsplanen har potentielt en meget stor målgruppe, men vil i særlig grad målrette sit serviceudbud til ca. 2.500 danske virksomheder, der producerer eller integrerer kommunikation og IoT i deres produkter.

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *