Bygninger som ressourcebank

Den nuværende indvinding af råstoffer i Danmark rækker til maksimalt 43 år, så det er nødvendigt at øge genanvendelsespotentialet for ressourcer fra byggeriet, så de kan bruges igen. Vores eksisterende bygningsmasse skal derfor betragtes som en ressourcebank med værdifulde materialer, og når bygningsdele rives ned – enten ved renovering eller total nedrivning – bliver nedrivningsprocessen et produktionssted for en stor mængde genanvendelige materialer. Der bliver nedrevet 2,4 mio. m2 bygningsareal om året, og det skønnes, at 80% af byggeaffald kommer fra renovering udført af SMV’er.Kernen i aktivitetsplanen er nedrivnings/renoveringsfasen i byggeriet, hvor bygningsmaterialer tages ned, da det er her, der er størst mulighed for at påvirke og dokumentere kvaliteten i materialerne, og dermed fjerne nogle af de centrale barrierer på området. I dette led i den cirkulære værdikæde i byggeriet kan fundamentet for sporbarhed og kvalitet af materialet skabes, så der efterfølgende kan bygges forsvarligt med genanvendte materialer i høj kvalitet. Det er ofte omkostningstungt at genanvende og genbruge byggematerialer, og aktivitetsplanen vil derfor have fokus på at frembringe løsninger på baggrund af viden og teknologiudvikling, der kan forbedre businesscasen for dette.
Målgruppen er entreprenører, affaldsmodtagere og -behandlere, arkitekter og ingeniører, materialeproducenter, bygherrer og nye start-up virksomheder på bygge- og nedrivningsområdet. Det forretningsmæssige potentiale udgøres af forbedrede nedrivningsprocesser (forundersøgelser, miljøsanering og nedtagning) og anvendelse af højkvalitets genanvendte materialer fra byggeriet.
For at imødekomme målgruppens behov vil Teknologisk Institut (TI) udvikle serviceydelser inden for prøvetagnings og miljøsanerings-teknologier, dokumentation af miljømæssig og teknisk kvalitet af nedrevet materiale samt uddannelse i nært samarbejde med bygge- og nedrivningsbranchen.
Planens 6 hovedaktiviteter er: 1) Dokumentation af miljøkrav via prøvetagning og miljøsaneringsteknologi, 2) Metoder til nedtagning, 3) Dokumentation af tekniske krav, 4) Uddannelse, , 5) Markedskrav og 6) Formidling og inddragelse. Bygge og nedrivningsbranchen inddrages i aktivitetsplanen blandt andet via en følgegruppe og resultater formidles via mundtlige, skriftlige og digitale kanaler, så de når ud til en bred kreds af aktører.
Aktiviteterne bygger videre på eksisterende aktivitetsplaner, hvor der er opbygget et stort erfaringsgrundlag fra den øvrige del af værdikæden, dvs. upstream og downstream i forhold til nedrivningsprocessen. Aktivitetsplanen vil inddrage og bygge videre på erfaringer om fx materialekvalitet, bygningspas, materialepas og genanvendelsespotentiale.

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *