Sensorer og monitering i fremtidens luftmiljø (AeroSense)

Med de senere års udvikling af mikrosensorer til måling af gasser og partikler er der åbnet en ny verden af spændende muligheder for introduktion af kosteffektive løsninger i renluftsektoren. Med aktiviteten ønsker vi at skabe et stærkt udviklings- og testmiljø for gas- og partikelsensorer, som virksomheder i den danske renluftsektor (målgruppen) kan få adgang til, når sensorer i nye måletekniske teknologier og løsninger skal testes og valideres. Med AeroSense vil vi udvikle og demonstrere nye teknologiske serviceydelser inden for:
• Kalibrering af sensorer og mikrosensorsystemer.
• Design, test og validering af sensorbaserede løsninger, herunder test i forhold til de forskellige miljøforhold, som systemerne skal operere under.
• Moniteringsløsninger mhp. kontinuerligt at kunne følge og overvåge udvikling og variationer i forureningsparametre.
Igennem en række demonstrationsprojekter vil vi synliggøre og demonstrere potentialerne ved brug af mikrosensorer til overvågning af luftmiljø.

Byens bygninger – med fokus på facader og indeklima

Urbaniseringen er en af de mest markante megatrends, både nationalt og globalt. Alene i Københavns Kommune skal der bygges knap 5000 boliger årligt frem til år 2025 og tal fra Dansk Byggeri viser, at 27% af den danske befolkning vil bo i de fire største byer i 2025.Urbaniseringen betyder, at der i byerne skal bygges og renoveres hurtigere, billigere og med højere produktivitet. Byens bygninger bygges tæt, højt og hurtigt – og det stiller især krav til facadens lethed – herunder de materialer, der anvendes i facaden – og enkle monteringsløsninger. De skærpede energikrav der i dag stilles til byggeriet, medfører et behov for mere komplekse facade- og renoveringsløsninger, hvor brugen og sammensætningen af nye materialer og ny teknologi i facaden skal nytænkes. Løsningernes kompleksitet udfordrer byggetraditioner og praktiske erfaringer samtidig med, at anvendelsen af nye materialer øger risikoen for dårligt indeklima og flere fejl og mangler i udførelsen. Også de seneres års fokus på at bygge tæt og energivenligt har medført et behov for fornyet viden om indeklimaet i byens bygninger.
Teknologisk Institut har i foråret 2018 interviewet 359 danske virksomheder i bygge- og anlægsbranchen i undersøgelsen ”Fremtidens teknologier i danske virksomheder” . Undersøgelsen viser, at mere end hver tredje virksomhed frygter, at tætte bygninger vil give dårligt indeklima, og at anvendelse af komplekse materialesammensætninger vil betyde dårligere holdbarhed eller vanskeligheder ved ombygninger. Undersøgelsen peger således på et behov for metoder, simuleringer og test til udvikling og dokumentation af lette facadeløsninger samt dokumentation af emissioner fra byggevarer til indeklimaet.
Teknologisk Institut sætter derfor i denne aktivitetsplan fokus på de udfordringer og problemstillinger, som præger ”byens bygninger” – inde og ude – herunder specifikt, at urbanisering og fortætningen i byerne ikke sker på bekostning af et sundt og godt indeklima samt kvaliteten og holdbarheden af ”byens bygninger”.
Aktiviteten vil køre i 2 spor:
Lette og holdbare facadeløsninger
Målet med dette spor er, at sikre udvikling og dokumentation af lette og holdbare facadeløsninger der, udover traditionelle energikrav, i højere grad er med til at sikre godt indeklima og en effektiv byggeproces Fokus for aktiviteterne er lette facader eksempelvis af træ, glas og beklædningstegl, da lette facader er mest aktuelle i forbindelse med højt byggeri og renovering i byer, da de er nemme at transportere og håndtere på en byggeplads.
Optimeret indeklima med fokus på luftkvalitet
Målet med dette spor er at opbygge viden og dermed udbygge serviceydelser om, hvordan afgasning fra materialer påvirker luftkvaliteten i byens bygninger. Der er fokus på emissioner, da der – i halen på et relativt stort fokus på at bygge tæt og energivenligt de seneste år – i stigende grad er behov for ny viden om indeklima og luftkvalitet i byens bygninger. Derudover tager aktiviteten afsæt i, at der som led i urbaniseringen ofte bygges med nye materialer, hvis effekt på luftkvaliteten ikke er dokumenteret.
Gennem resultatkontrakten udvikles derfor både kompetencer, teknologier og serviceydelser inden for de 2 spor. Ydelserne omfatter rådgivning, prøvning og dokumentation af facadeløsninger og luftkvalitet i bygninger, herunder relationen mellem indeklima og materialer anvendt til facader.
Målgruppen for aktiviteterne og de udviklede serviceydelser er byggeriets parter, primært arkitekter, rådgivere, bygherrer, materialeproducenter, systemleverandører og entreprenører. Alle disse faggrupper har hver især deres udfordringer med teknik, design, udførelse samt materialers påvirkning af indeklimaet ved både nybyg og renovering af bygninger med tidens byggematerialer og byggestil. Bygningsejere og administratorer har desuden et øget behov for at kunne dokumentere indeklima og herunder luftkvaliteten i deres bygninger.

Fremtidens renoverede byggeri i et totalværdiperspektiv

Fremtidens renoveringer kommer til at bestå af mere komplekse sammensatte løsninger, der udfordrer kendt teori og praktiske erfaringer. Erfaring fra klassiske renoveringer med fokus på vedligehold og energibesparelser viser nye typer følgeskader, som kun kan undgås fremover ved udvikling af ny viden på området. Hertil kommer at det sjældent er rentabelt at renovere alene med energireduktion som mål. Renoveringer i et totalværdiperspektiv bliver fremtidens renoveringer, dvs. med fokus på mere end vedligehold og energibesparelser. Totalværdi inkluderer blandt andet indeklimaforhold, fugttekniske forhold, tæthed, funktionstilpasning, arkitektonisk tilpasning, miljø- og ressourceforhold, levetid og produktivitet. Nye materialer og nye renoveringsløsninger er essentielle for at sikre at fremtidens renoveringer foretages uden risici for fugtmekaniske- og konstruktive følgeskader. Desuden skal renoveringer leve op til ressource- og energibesparelseskrav samt forholde sig til flere af ovennævnte totalværdiparametre.
Denne aktivitetsplan arbejder med fremtidens renoveringer i totalværdiperspektiv og har med afsæt i Teknologisk Instituts kompetenceområder fokus på:
• Indeklimaklassificering
Udvikling af indeklima- eller sundhedsklasser
Udvikling og harmonisering af Indeklimamærket
• Udvikling af registrerings- og monitoreringsløsninger
Udvikle nye registrerings- og monitoreringsløsninger til bygningsundersøgelser og indeklimamålinger
• Udvikling af klimaskærmsløsninger
Udvikle og fuldskalateste nye facadeløsninger.
Udvikle fugttekniske løsninger til nye komplekse klimaskærmsrenoveringer
Udvikle og afholde udvidet fugtteknisk uddannelsesforløb
• Udvikling og tilpasning af totalværdimodeller
Markedsafsøgning og udvikling af totalværdimodeller samt omsætning af disse til konkret anvendelse
Der udvikles indeklimaklassificeringer, registreringsløsninger til avancerede bygningsundersøgelser, klimaskærmsløsninger og totalværdiværktøjer samt kurser, vejledninger og dokumentationsfaciliteter.
Målgruppen er byggebranchen med et hovedfokus på SMV inden for udførende håndværkere og entreprenører. Flere ydelser vil også henvende sig til byggevareproducenter, arkitekter, rådgivere og bygherrer.

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *