Avanceret real-time monitorering i forsyningskæder

Smarte sensorer kan indhente real-time information om varers tilstandshistorik fra rejsen gennem forsyningskæden. Denne information kan være om fx temperatur, fugt, stød og slag. Herved kan sensorteknologi a) facilitere gennemsigtighed på tværs af hele forsyningskæden og skabe grobund for datadrevet beslutningstagning. Men behov for relativt store investeringer i ny teknologi, mangel på overbevisende forretningsmodeller, få interne kompetencer og modvillighed mod ny teknologi nævnes i undersøgelser som nogle årsager til, at danske SMV’er ikke tager springet mod en digital forsyningskæde. Planlagt teknologisk serviceydelse
Denne aktivitetsplan har til formål at skabe en tværfaglig rådgivningsydelse i spændingsfeltet mellem udvikling af teknologi og processer. Målet er at understøtte danske SMV’ers omstilling til de nye vilkår digitale forsyningskæder fører med sig. Dette omfatter følgende serviceydelser:
• Analyseværktøj til afdækning af potentialet for monitoreringsløsninger i en forsyningskæde.
• Proof-of-concept studie omkring nye monitoreringskoncepter for en virksomheds forsyningskæde.
• Teknologibibliotek af nye sensorer og intelligente tags til monitorering af forsyningskæder.
• IC -Tag Access ydelse b) c): Udvikling af FORCE Technologys portefølje af IC og tags design samt adgang til andre organisationers designs og IP, som skal sikre SMV’ers adgang til relevante teknologier.
Ydelserne udvikles i samarbejde med rådgivere og systemleverandører inden for Supply Chain og produktionssystemer.
Målgruppe
Målgruppen for aktiviteten er opdelt i henholdsvis:
• Virksomheder som har en eksisterende snitflade til kundevirksomheder, som søger nye metoder og ny teknologi til forsyningskæder. Dette kan være rådgivere omkring eller leverandører af hardware- og/eller softwareløsninger.
• Brancher som har et behov for eller ser et potentiale i at implementere nye monitoreringsteknologier. Fødevaresektoren, halvfabrikata samt pharma/medico brancherne er udvalgt på baggrund af deres potentiale, kompleksitet og forskellighed.
Væsentligste aktiviteter
Indsatsen vil kombinere udvikling af ny teknologisk viden om avanceret monitorering, nyeste anvendelsesorienterede forskning inden for Supply Chain Innovation samt metoder til at sænke barrieren for implementering gennem agile udviklings- og valideringsmetoder. Aktiviteten indeholder således:
• Kortlægning: Mapping af eksisterende forhold og praksis på området i Danmark.
• Videnhjemtagning: Netværk, partnerskaber, videndeling, feasibility study og teknologiudvikling.
• Formidling: Tre demonstrationsprojekter, afholdelse af seminarer, intelligent ´tags´ design, oprettelse af teknologibibliotek, udbud af serviceydelse.
a) Sensorer med integreret intelligens i form af micro-controllere
b) IC – Integrated Circuit – mikrochips som optimeres imod et konkret formål
c) ´Tags´ – fælles betegnelse for mærkater som indeholder eksempelvis RFID, NFC, sensorer og lign. og som påsættes varer og halvfabrikata

App’otek

Sundhedsapps udgør en central og stadig stigende rolle i sundhed for borgere og patienter. Mængden af sundhedsapps og den meget svingende kvalitet, samt i mange tilfælde manglende evidens udgør en risiko og konkret problem for både borgere og sundhedsprofessionelle, der skal vælge apps til eget brug, ordinere eller anbefale brug til andre. Aktivitetsforslaget på etablering af et App’otek med certificerede kvalitets-apps vil hjælpe borgere og sundhedsprofessionelle til lettere at kunne gennemskue hvilke apps, der er værd at bruge. Samtidig vil de seriøse app-leverandører få en markedsplads i App’oteket, som gennem samarbejde med lignende initiativer i Europa åbner for et reelt marked stort nok til at skabe forretning for virksomhederne.

Pålidelig produktudvikling baseret på Physics of Failure

Denne aktivitetsplan sikrer, at DELTA til gavn for mere end 1.800 danske virksomheder inden for især apparatindustrien opbygger nye services og adgang til faciliteter indenfor robust og pålidelig produktudvikling. Etableringen af Center for Pålidelig Produktudvikling baseret på Physics of Failure sker i samarbejde med Aalborg Universitet (CORPE), hvormed Danmarks to stærkeste miljøer inden for pålidelig elektronik unikt kædes sammen. Physics of Failure (PoF) er populært sagt læren om de grundlæggende fysiske årsager til, at fejl kan opstå. Centret skal indsamle, udvikle, systematisere og bearbejde ny viden inden for området for derefter at tilbyde services, der kan øge danske elektronikvirksomheders konkurrenceevne gennem øget robusthed og pålidelighed af deres produkter og reduktion af udviklingstid. Effekten for virksomhederne bekræftes af den meget store interesse og opbakning på såvel Bedreinnovation.dk, i dialogmøder og workshops samt deltagelse i Centrets Advisory Board.

Internet-of-Things Testcenter

Internet-of-Things (IoT) Testcenteret vil sikre, at flest mulige danske virksomheder får succesfuldt bragt nye IoT produkter og løsninger på markedet igennem den nødvendige tekniske test, udvikling og rådgivning. DELTA ønsker at sikre implementeringen fra validering af idé, implementering af IoT teknologi til sikring af markedsgodkendt produkt. IoT Testcenteret vil dertil være omdrejningspunkt for aktører inden for IoT – herunder elektronikudviklingshuse, elektronikproducenter, produktudviklere, designere og brugere. Testcenterets ydelser vil være skræddersyet til SMV’ers udviklings- og kompetencebehov. Centret vil i modsætning til rækken af IoT forskningsprojekter fokusere på implementering og nedbryde de konkrete barrierer for danske virksomheder, der ønsker at omsætte den teknologiske trend til markedsgodkendte løsninger. Aktivitetsplanen har potentielt en meget stor målgruppe, men vil i særlig grad målrette sit serviceudbud til ca. 2.500 danske virksomheder, der producerer eller integrerer kommunikation og IoT i deres produkter.

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *