IoT-drevet forretningsdesign – Digitalisering af virksomheder og samfund

Danmark skal være det bedste sted at anvende og udvikle IoT-baserede serviceydelser ved at samle og engagere aktørerne i IoT-økosystemet, og styrke nordiske værdier som brugerfokus, funktionelt design, bæredygtighed og ansvarlighed i IoT. Indsatsområdet vil udbygge de opbyggede ressourcer indenfor IoT med et fokus på brugerdelen af økosystemet ved at understøtte, at IoT skal:

integreres i eksisterende workflows og processer
være anvendeligt og driftsikkert der hvor der er behov – både virtuelt og fysisk
danne nye muligheder for forretningsdesign
naturligt indgå i strategiske tilgange
være bæredygtigt implementeret og understøtte den grønne omstilling veldokumenteret
være troværdigt og interoperabelt

 

Hav, vand og klimamål 2030

DHI samler i Hav, Vand og Klimamål 2030 udviklingen af de digitale og teknologiske ydelser, der direkte bidrager til drivhusgasreduktion og derigennem opnåelsen af klimamålene i 2030. Disse aktiviteter dækker nye digitale ydelser til offshore vindenergi samt energi- og ressourceoptimering af såvel vandsektoren som den maritime transport og operationer til havs. Ved hjælp af en digital tvilling af opland og renseanlæg, kan vi opnå en betydelig ressourcebesparelse og energieffektiviseringsgevinst. Vi støtter emisionsreduktionen fra maritime aktiviteter med bedre baggrundsdata og driftsoptimering. Vi bidrager til den fortsatte accelererende udbygning af havvind med udvikling af hybrid testfacilitet med fokus på flydende vindparker samt mere sikkert og effektivt design og vedligehold.

Digitale vandløsninger til grøn omstilling

Visionen for dette indsatsområde er at styrke danske virksomheders position på det globale marked for digitale grønne vandløsninger inden for vand-, energi- og transportsektoren. Indsatsområdet vil skabe en digital infrastruktur og nye digitale services, som vil accelerere udviklingen af vandløsninger. Dette gøres ved at (i) udnytte de muligheder, der ligger i nye datakilder, kunstig intelligens og cloud computing i kombination med traditionelle vandmodelleringsværktøjer, (ii) lette adgangen til data og udvikle nye dataprodukter og dataservices, der udnytter og integrerer forskellige datakilder og vandmodeller og (iii) lette adgangen til og effektivisere brugen af vandmodeller ved automatisering. Indsatsområdet vil bidrage til udvikling af et digitalt økosystem som virksomheder kan udnytte til udvikling af services og drage fordel af de lavere investeringsbehov og den kortere time-to-market der skabes.

Længe leve produkter og materialer

Materialer og komponenter tegner sig for en stor andel af industriens produktionsomkostninger og en stigende andel af udledningen af CO2. At kunne levere produkter med lang levetid, optimeret genbrug af komponenter og moduler samt et lavt forbrug af nye materialer er vigtige strategier ift. at reducere klimabelastningen og minimere forbrug af nye ressourcer.
Med indsatsområdet vil FORCE Technology udvikle teknologiske services, værktøjer og metoder til bæredygtigt produktdesign mhp. længere levetid, tilstandsvurdering og levetidsforlængelse af produkter samt metoder til kemisk up-cycling af produkter, der er svære at genanvende. Målgruppen er elektronik- og maskinindustrien – to eksporttunge brancher med stort potentiale for at udnytte mulighederne i omstillingen til en mere cirkulær økonomi.

Metrologisk Infrastruktur

Indsatsområdet opretholder og udvikler det Nationale Metrologi Institut (NMI) i Danmark med ansvar for at etablere og vedligeholde Danmarks basale og kritiske metrologiske infrastruktur, samt overholde forpligtelserne som deltager i ”Meterkonventionen”. Det overordnede mål er at sikre danske virksomheder adgang til sporbare og pålidelige målinger, som er en forudsætning for at de kan afsætte deres produkter på det globale marked. Dette omfatter etablering og vedligehold af danske primærnormaler, deltagelse i det globale metrologinetværk, videnhjemtagning fra andre NMI’er, udvikling af nye ydelser og videnspredning. Aktiviteterne er centrale for international anerkendelse af Danmarks måletekniske kompetencer og bidrager til at sikre udlandets tillid til kvaliteten af danske produkter og ydelser.

Emissioner i den grønne omstilling

Hvis Danmark skal nå klimalovens reduktionsmål for emissionen af klimagasser, skal fossile brændsler udfases og CO2-neutrale brændstoffer indfases sammen med teknologier til carbon capture lagring/udnyttelse (CCS/CCU). Det vil bane vejen for CO2-neutrale, men ikke emissionsneutrale løsninger.
I samarbejde med industrien er målet med indsatsområdet at identificere, dokumentere og imødegå luftforureningsproblemer knyttet til nye brændsler og teknologier i den grønne omstilling. Under indsatsområdet vil vi udvikle nye modeller og målesystemer, der kan anvendes til at forudsige, dokumentere og reducere kritiske emissioner fra de nye brændsler og teknologier, der er under udvikling i danske virksomheder. At forebygge uønskede emissioner er essentielt for fremtidens grønne løsninger.

Neutron- og synkrotronanalyser af industrielle produkter og processer

Analyser af materialer på neutron- og synkrotronfaciliteter til danske virksomheder kan levere afgørende nye brikker til forståelsen af produkter og processers struktur og funktion i realtid og dermed give værdifuld viden til proces- og produktudvikling og kvalitetskontrol. Mange virksomheder har dog ikke selv ekspertisen til at anvende de avancerede faciliteter, og her kan GTS-institutterne indgå som mediator. Skal avancerede teknikker blive lettere tilgængelige og anvendelige for en bredere kreds af virksomheder, skal de integreres med etablerede, komplementære ydelser hos GTS. Desuden skal de målrettes industrielle behov indenfor test, produkt- og procesudvikling, fx ved at sikre at målingerne kan gennemføres under realistiske tryk-, temperatur- eller flowforhold.

Fremtidens hybride testbed

Mange flere industriproduktioner og -produkter vil i de kommende år skulle digitaliseres. Med adgangen til sine produktioner og produkter digitalt opstår behovet og muligheden for at etablere digitale modeller, der kan kombinere mange datakilder under udvikling, godkendelse og drift. Digitale modeller er omdrejningspunktet i visionen om hybride testbeds, der drager fordel af bl.a. kunstig intelligens til at kombinere fysiske og digitale datasæt fra forskellige kilder. Særligt virksomheder i danske styrkepositioner, der tidligt tog hul på deres digitale omstilling, vil opleve et behov om nogle år for understøttelse af digitale modeller til deres testforløb.

Industriens Nationale Lyd og Luft LAB

Støj- og luftforurening er væsentlige årsager til nedsat livskvalitet, sygdom og for tidlig død, og de menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger er store. Med indsatsområdet vil FORCE Technology styrke de erhvervsmæssige muligheder, der knytter sig til udviklingen af ’gode lyd- og luftmiljøer’. Der vil blive opbygget avancerede testfaciliteter, som kan bruges af danske virksomheder til at få udført test og certificering af produkter og teknologier.
Indsatsen vil have fokus på udvikling af teknologier og værktøjer til Intelligent måling og monitorering af lyd- og luftmiljøer; Modellering af lyd- og luftmiljøer for at udvikle og optimere løsninger; samt Reduktion og forebyggelse af eksponering for sundhedsskadelig støj og partikler via produktdesign og benchmarking af løsninger.

Værdi igennem standarder og måleteknisk infrastruktur

Innovation, samfundsudvikling og politiske visioner er med til at sætte rammer og behov for udviklingen af nye standarder og måleteknisk infrastruktur. I de senere år gælder det særligt den digitale og grønne omstilling, der vil udvikle og udfordre standarder og metrologi på tværs af sektorer.
Med indsatsområdet vil FORCE Technology sikre danske virksomheder inden for energi, industri og forsyning kendskab til fremtidens standarder via effektive godkendelsesforløb, der kan styrke markedsadgang. Som udpeget nationalt referencelaboratorium på en række områder vil vi sikre udvikling af måletekniske ydelser på det højeste niveau og skabe værdi for virksomheder med afsæt i måletekniske data og nye virkelighedsnære kalibreringsmetoder.

GTS Login

Log ind som GTS bruger for at administrere dine indsatsområder og aktiviteter.

E-mail *
Password *